Et sundere København

Et sundere København
Det skal være for de mange og ikke for de få at leve sundt. Det kræver både mentalt og økonomisk overskud at leve sundt i dag. For sundhed handler ikke kun om, hvad vi putter på vores tallerken. Sundhed handler også om, hvor meget vi bruger vores krop og hvordan vi bruger den. Sundhed er også, at vi ser vores venner og ikke mindst, at vi sover nok. Det er meget få personer, der kan få det hele til at hænge sammen i dag. Og det forstår jeg godt. Derfor vil jeg arbejde for, at vores teenagere får lov at møde kl.9 i skole, så de kan få den søvn de har brug for. Jeg vil arbejde for, at vi får flere kommunale sauna’er, så en tur i sauna ikke koster over 200 kroner, men kan gøres billigere og oftere. Helt ligesom, at vi skal sørge for, at vores badevand fortsat holdes rent og brugbart for os alle.
I skolen skal vores børn og unge kunne få god og sund skolemad, da vi ved, hvor vigtigt ordentlig mad er. Ikke bare for indlæringen, men også for den sociale mobilitet. Folkeskolerne i København skal også have gratis hygiejneprodukter og så skal vi udarbejde en plan for bedre indeklima på Københavns folkeskoler.