Europa ender med at blive spist af et ekstremt USA, hvis vi ikke trækker i nødbremsen. Musk, Vance og Trump kan have deres blik rettet imod nye europæiske valg, og de nyder godt af, at vi ikke engang erkender, når der heiles.

Det er ikke adhd-diagnosen i sig selv, som gør, at personer med adhd dør op til 11 år tidligere, men snarere, at samfundet ikke hjælper dem, der har brug for hjælp.

Det danske velfærdssamfund passer perfekt til dem, der lige præcis passer ind i “normalen”. Er man kroniker, har en langvarig funktionsnedsættelse eller et handicap, som kræver medicinsk behandling, så skal man selv betale ved kasse ét.

46.000 er uden beskæftigelse og uddannelse. Ifølge en analyse har 40 procent af disse adhd og/eller autisme. Jeg har selv adhd, og det er tydeligt for mig, at politikerne på Christiansborg ikke tager det her område seriøst.

Demonstrerer man for en grønnere fremtid, så bliver man mistænkeliggjort og tilbageholdt af politiet. Demonstrerer man for fortsat at få andre menneskers penge til at bedrive miljø- og klimaskadeligt landbrug, kan man næsten opføre sig, som man vil.

At sammenligne nutidens diagnoser med behandlingen af kvinderne på Sprogø er dybt stigmatiserende. Vi bør snarere undskylde for, at børn og unge venter så længe på hjælp.

Fjordene er døde, grisene lider, og landbrugets udledninger fortsætter. Eller det troede jeg, var det, vi skulle være mest nervøse for, men ikke for Danmarksdemokraternes Ungdom.

Det er sundt at stå senere op, hvis man er B-menneske eller teenager.

Konflikten mellem at have ret og at vinde har plaget Demokraterne i årtier, men den er blevet tydeligere end nogensinde. Her har Demokraterne ofte endt med at bøje nakken i frygt for moralsk kritik. Det virker ikke som at den strategi belønner dem, skriver Lukas Lunøe.

Det er for farligt og på mange måder skadeligt selv at stå og fedte med fyrværkeriet til nytår. Vi bør overlade det til dem, der ved, hvad de har med at gøre.

Trumps vælgere har med åbne øjne valgt deres egne rettigheder, deres egen frihed og deres egen mulighed for et social sikkerhedsnet fra.

Jeg er blevet betydeligt klogere på det amerikanske samfund efter at have brugt to måneder sammen med Demokraternes valgkampagne. Og forstår også Kamala Harris meget bedre end før.

Sidste fredag deltog jeg i Kamala Harris’ rally i industribyen Flint, Michigan, hvor jeg havde fået VIP-seating lige bag vicepræsidentens podium. Seatingen var et tak for min indsats indtil nu.

USA er ikke, hvad det har været. Det er både trist og fascinerende at opleve et splittet land stå over for en altafgørende beslutning. Den 5. november kommer ikke kun til at påvirke USA’s fremtid, men hele den vestlige verdens fremtid.

I fremtiden vil det være klædeligt, hvis Anders Fogh Jensen talte for sig selv og ikke på hele sit køns vegne. Især når det drejer sig om at have sex med 15-årige.

Som en hvid, ciskønnet og heteroseksuel mand kan jeg trække på skuldrene af ministerens indlæg og lade det fare. Men det er en tragedie, hvis vi stiltiende accepterer, at en minister åbent erkender, at hun er imod en minoritets rettigheder.

De unge mænd, jeg møder, oplever ikke, ​at løsningen på deres udfordringer er det, som Harris foreslår – tværtimod er Harris i deres optik symptomet på problemet. Det gør den demokratiske kandidat klogt i at tage meget alvorligt.

På mange måder har Joe Biden været en bedre præsident end sin tidligere chef, Barack Obama. Men det har handlet mere om hans alder – og det er møgærgerligt.

Tim Walz er forfriskende, da han repræsenterer en ny form for maskulinitet. En maskulinitet, der er støttende, empatisk og følelsesmæssigt intelligent.

Hvis Trump får magt, som han har agt, kan det være starten på enden for den frie, sikre og demokratiske vestlige verdensorden.

Hvor er det ærgerligt, at kongemordet på præsident Biden lykkedes. Han havde fortjent bedre, som den dygtigste præsident Amerika længe har set.

Når adhd i medierne omtales som en superkraft, kan det ende med, at politikerne ikke prioriterer området tilstrækkeligt.

Vi kan ikke tage vores rettigheder for givet, og vi kan aldrig tage fremskridt for givet. Det kan vi næsten takke højrefløjen for konsekvent at minde os om.

Der, hvor kæden hopper helt af for mig, er, når regeringen og førende økonomer udtaler, at vi knap og nap kan bruge råderummet, da vi simpelthen mangler hænder i økonomien. Man spørger sig selv, om regeringen ikke kan se skoven for bare træer.

En CO2-afgift på landbruget er det første skridt i et opgør med landbrugselitens behov for, at andre samler regningen op efter deres forurening og udledning.